Zoneterapeutuddannelse

Ønsker du en zoneterapeutuddannelse med en af de helt store navne og undervisere inden for zoneterapien i Danmark, nemlig Frank Berger, så har du på WeCa Zoneterapiskole en unik mulighed og chance nu.

Undervisningen i zoneterapi (teori og praksis)

Hele uddannelsen på WeCas Zoneterapiskole giver en viden om kroppens opbygning og funktion, om sundhed, ubalancer, helbred og behandling.

I Zoneterapidelen (288 timer) vil du på WeCa blive undervist i:

  • holistisk syn på helbred, forebyggelse og behandling
  • den kinesiske sundhedsforståelse, om funktionskredse, meridianlære, organrelaterede muskler, 5-elementloven og organuret
  • fodens anatomi
  • reflekszonernes placering og systemer
  • arbejdsteknikker og arbejdsstillinger
  • zoneterapeutisk diagnose
  • visuel diagnose
  • Du vil lære om rygstrækker og enkelte massageteknikker
  • Du vil øve dig på klienter udefra og med dine studiekammerater
  • Du vil blive trænet i journalføring, anamneser m.m.
  • love og regler inden for faget zoneterapi
  • Der vil være prøveeksaminer, spørgetimer og praktik
  • behandling af sportsskader
  • Du vil få udleveret undervisningsmateriale

 

Praktisk zoneterapi

Over og under foden antages der, at der findes mere end 250 reflekspunkter, som er et af zoneterapeutens redskaber til at kunne afbalancere klientens tilstand. Disse punkter indgår som dele af forskellige systemer, som tilsammen udgør kroppens anatomi og fysiologi.

Ved brug af forskellige trykteknikker og trykkombinationer sættes kroppen i gang med en selvhelbredende proces. Formålet med undervisningen i praktisk zoneterapi er således at indøve reflekszonerenes placering samt træne i behandlingen af klientens ubalancer ved hjælp af de forskellige trykteknikker og trykkombinationer.

Desuden er det formålet, at den studerende tilegner sig viden om klinikforhold, herunder mødet med klienten, arbejdsstillinger, indikationer for eller imod en behandling med zoneterapi samt reaktioner herpå.

Ved uddannelsens afslutning vil den studerende på grundlag af journaloptagelse med udgangspunkt i forskellige sygdomsbilleder kunne opstille og gennemføre en behandlingsplan ud fra de indlærte principper.

 

ZONETERAPI

Moduler

  • Introduktionsdag (8 lektioner)
  • Anatomi og fysiologi (200 lektioner)
  • Sygdomslære (100 lektioner)
  • Praktisk og teoretisk zoneterapi (288 lektioner)
  • Klientpsykologi (50 lektioner)
  • Ernæringsterapi (35 lektioner)
  • Biopati/naturopati (15 lektioner)
  • Klinik, markedsføring og regnskab (30 lektioner)
  • Andre alternative behandlingsformer (25 lektioner)
  • Første hjælp (8 lektioner)
  • Egen behandling (mindst 6 behandlinger hos andre zoneterapeuter)
  • Klientbehandling (dokumentation på 50 klientbehandlinger i uddannelsesforløbet).

Eksamen

  • Anatomi og fysiologi : en skriftlig eksamen
  • Sygdomslære              : en skriftlig eksamen
  • Zoneterapi                   : en skriftlig eksamen og en praktisk og mundtlig eksamen
  • Alle eksaminer skal bestås før der udstedes et bevis for zoneterapeutuddannelsen.

Optagelse på uddannelsen til zoneterapeut

Da vi ønsker at uddanne dygtige og selvstændige zoneterapeuter er der visse optagelseskriterier, som skal være opfyldt:

  • Man skal være fyldt 23 år
  • Man skal have gennemført 9 års skolegang
  • Man skal kunne forstå, tale og skrive dansk
  • Man skal have erhvervserfaring fra job, højskoleophold, humanitært arbejde, frivilligt arbejde o.l.
  • Man skal have haft grundlæggende psykologi på minimum 50 timer svarende til Hf niveau.
  • Har du ikke psykologi fra tidligere uddannelser eller kurser tilbyder vi på WeCa et “turbokursus” i psykologi, som afsluttes med en intern prøve.
  • Man skal have gennemført introduktionsdagen
  • Man skal have været til en personlig samtale på skolen.

 

Merit

Der er mulighed for merit i anatomi, fysiolog og sygdomslære, når man er uddannet sygeplejerske, fysioterapeut, sundhedsplejerske, læge eller har en anden relevant sundhedsfaglig uddannelse med samme timetal i disse fag.

Hvad er Zoneterapi?

Arbejdet som Zoneterapeut bygger på et årtusind gammelt håndværk kombineret med den nyeste viden, samt en udvidet forståelse for energimedicin.

Zoneterapi er en seriøs, omsorgsfuld og komplementær behandlingsform, som er bygget på en dyb forståelse af det holistiske menneske.

Det betyder, at zoneterapeuter ser på det hele menneske både fysisk, psykisk, socialt, spirituelt og biokemisk.

Zoneterapi har i årtusinder været brugt i Østen, Amerika og Afrika til at bringe balance i menneskets krop, sind og ånd. Gennem påvirkning af kroppens reflekszoner styrkes kroppens sundhed og balance.

Zoneterapi, som vi kender den i dag, bygger på en teori om føddernes reflekszoner, som svarer til hver enkel del af menneskekroppen. Ved at arbejde på disse zoner, primært via fødderne, kan man påvirke de områder i kroppen, som kræver behandling, styrke og balance.

Den mest udbredte form for Zoneterapi i Danmark er Fodzoneterapi.

Kort fortalt:

Zoneterapiens kendetegn:

  • En metode, hvor man via trykpåvirkning, primært via fødderne, søger at forbedre en funktion et andet sted i kroppen.
  • Behandlingen sætter kroppens selvhelbredende kræfter i gang.
  • Zoneterapeuten arbejder ud fra et helhedssyn (holistisk) af det enkelte menneske og dennes livssituation.
  • Zoneterapeuten er i tæt samarbejde med klienten og opmuntrer denne til at tage et medansvar i helbredelsesprocessen.
  • Zoneterapien er en behandlingsform, som er meget velegnet til moderne livsstilssygdomme, hvor det ofte handler om flere forskellige ubalancer.

Zoneterapiens historie

Zoneterapien er en meget gammel behandlingsform, der har flere tusind år gamle rødder tilbage til Kina, samt andre lande i Østen, de Nord-og Mellemamerikanske indianere og fra Ægypten.

Især skal fremhæves dr. William Fitzgerald fra USA som den moderne zoneterapiens fader. Fitzgerald var øre-næse og halsspecialist og begyndte i 1913 at koncentrere sin forskning om zoneterapi. Sammen med en anden læge, Edvin F. Bowers, skrev han en række artikler, som 1917 blev udgivet samlet i en bog med titlen ”Zone Therapy” (Fitzgerald & Bowers, 1917). Fitzgerald erfarede, at tryk på visse punkter på kroppen kunne bedre funktionen af de indre organer og undertiden få smerter til at forsvinde. Hans arbejde blev kendt af dr. Joe Shelby Riley – en kendt kiropraktor i 1920´ernes USA. Riley og massøsen Eunice Ingham indledte et samarbejde, hvor de primært fokuserede på føddernes reflekszoner.

Eunice Inghams bøger om zoneterapi kom til at danne grundlag for udviklingen af den zoneterapi, der i dag anvendes i mange lande (Ingham, 1938, 1963). Og de reflekszoner, som Eunice Ingham kortlagde på fødderne dengang, er stort set identiske med de zoner, danske zoneterapeuter arbejder med i dag. Det er dog justeret lidt i forhold til størrelse og beliggenhed samt tilføjet nye zoner.

Hanne Marquardt, en tysk heilpraktiker og sygeplejerske, læste i 1958 Inghams bøger, hvorefter hun afprøvede metoden på sine patienter. Dette studie overbeviste hende om, at foden er et ”omstillingsbord, hvorfra der kan udløses fjernvirkninger” (Marquardt, 1987a). For at fordybe sit kendskab til teknikken tog Marquardt til USA for at stå i lære hos E. Ingham (Nielsen, 1995). Og herefter holdt hun kurser i zoneterapi.

En af de første danskere, der deltog på hendes kurser, var Grethe Schmidt, som startede den danske ”Skole for Reflexzonearbejde på Foden” i 1972 – en skole, der var tilknyttet Marquardts skole i Tyskland.

Lis Andersen, som var fysioterapeut, læste også Inghams bøger og afprøvede metoden på sig selv og efterfølgende på sine patienter. Hun udgav herefter en håndbog, som lægmand kunne benytte til selvbehandling og behandling af ens nærmeste (Andersen, 1988). Denne bog har i høj grad været med til at udbrede kenskabet til zoneterapien i Danmark.

Også dansk-amerikaneren Jess Krull-Hansen behandlede med zoneterapi i 1970´erne. Han havde lært behandlingen af en indianerhøvding i USA og siden arbejdet hos E. Ingham. I starten af 1970´erne begyndte han at uddanne enkelte interesserede elever (Frydenlund, 1992).

I 1982 udkom en bog af Solvejg og Per Lauborg, der satte zoneterapi i forbindelse med den kinesiske meridianlære og fem elementloven (Lauborg, 1982).

I de seneste år er den kinesiske meridianlære og fem elementloven blevet en integreret del af en zoneterapeutisk behandling.

Zoneterapeutens arbejde på klinikken

I en zoneterapeutisk klinik bruges fodzoneteknikken som den primære behandlingsform, der er tid til at få snakket i dybden og vigtigt at opbygge tillid mellem behandler og klient. Zoneterapeuten har fokus på det hele menneske. Et velfungerende samarbejde med klienten vægtes højt for at fremme kroppens selvhelbredende kræfter.

En konsultation indeholder i hovedtræk følgende elementer:

  • Samtale
  • Undersøgelse
  • Zoneterapeutisk diagnosticering
  • Behandling/manipulation af bestemte zoner primært via fødderne
  • Evt. brug af andre teknikker
  • Vejledning
  • Afslutning og evaluering
  • Planlægning af det videre forløb

Behandlingens varighed er individuelt fra Zoneterapeut til Zoneterapeut. Det afhænger af Zoneterapeutens arbejdsmetode, uddannelse, videreuddannelse, erhvervserfaring og eventuel speciale.

Nogle Zoneterapeuter vægter den psykologiske proces i deres behandlinger, andre har større fokus på de fysiske reaktioner og bruger her ofte forskellige behandlingsteknikker. Forløbet og antallet af behandlinger er meget individuel. Den første konsultation har dog ofte en længere varighed end de efterfølgende konsultationer. Oftest anbefales der som minimum 2 til 4 behandlinger alt afhængig af, hvad den enkelte klient har brug for. Klientens symptomer kan være meget komplekse og kræver i disse tilfælde ofte en længere behandlingsrække, op til fx 10 behandlinger.

Derudover bruges zoneterapien af mange som rent forebyggende behandling og som et led i en sundere livsstil.

Jobmuligheder som zoneterapeut

Der er flere muligheder for at arbejde med zoneterapien:

  • Mange arbejder i egen klinik
  • Nogle indgår i et klinikfællesskab med andre zoneterapeuter
  • Nogle indgår et klinikfællesskab med andre behandlere inden for sundhedssektoren
  • Flere har aftaler som ervhervszoneterapeuter i private og offentlige virksomheder.
  • Mulighed for aftaler med forskellige sundhedsordninger og sundhedsforsikringer.
  • Tilknytning til sportsklubber
  • Arbejde på institutioner